Historie

Hedeselskabet blev stiftet i 1866 med Enrico Dalgas i spidsen.

Historie

Af Holger Grumme

Fænomenet ’københavnerplantager’, opstod i slutningen af 1800-tallet som en del af det store skovrejsningsprojekt. Det blev iværksat med Hedeselskabet i spidsen for at opdyrke den jyske hede. De mest udmagrede jorde blev på grosserer og fabrikant Holger Petersens initiativ opkøbt af rige københavnere, vel vidende, at de aldrig ville komme til at tjene penge på disse arealer. ”Man skal tjene sine penge i København og bruge dem på Jyllands heder”, skal Holger Petersen, der selv grundlagde Baldersbæk Plantage, således have udtrykt sig overfor Dalgas. Efterfølgende blev arealerne opdyrket og tilplantet. Hensigten var en bedre udnyttelse af jorden, at skaffe arbejde til lokalbefolkningen, gavntræ til landet og nogle rekreative områder til ejerne selv.

Efter tabet af krigen i 1864, hvor Danmark havde mistet en tredjedel af befolkningen og ca. 40% af sin jord, opstod en øget interesse for at udnytte fædrelandets arealmæssige ressourcer.
 Hedeselskabet blev stiftet i 1866 med Enrico Dalgas i spidsen med det formål, at befolkningen og ikke staten skulle bære de økonomiske byrder ved hedens kultivering. Ved stiftelsen valgte en række københavnske rigmænd at yde oprettelsen af Hedeselskabet økonomisk støtte.Maleri af Dalgas.jpg

Industrialiseringen og den liberale økonomiske tankegang, der prægede anden halvdel af 1800-tallet, havde skabt en ny økonomisk overklasse, ofte på niveau med den gamle overklasse, adelen. De blev markante støtter for hedesagen. Hedeselskabets vækst fra ca. 450 medlemmer i Københavns distrikt i 1888 til 4700 medlemmer i 1894, det år Dalgas døde, afspejler det bedre københavnske borgerskabs interesse for selskabets aktiviteter og virke: ca. ¼ var grosserer, fabrikanter, direktører m.m.

Velhavende mennesker fra især København anlagde i tiden frem mod år 1900 en lang række plantager på den jyske hede. I tilslutning til de ny anlagte plantager byggede man smukke landsteder og anlagde skønne naturområder. Baldersbæk er, som en af de største, der findes her i området, et eksempel herpå. 

Baldersbæk AddThis